GÅ TIL KALENDER
GÅ TIL FILER (LOGO, BILLEDER OSV.)

Fællesskab, vokseværk og socialøkonomi

Dem som ikke har en have er ofte dem som ikke har råd, der skal være plads til ALLE!

Dyrk Vejle har eksisteret som en forening siden 2013, hvor vi startede med 14 byhaver i et lille hjørne ved Spinderihallerne. Nu er vi oppe på over 200 byhaver fordelt på pladsen ved Spinderihallerne, Vejle Midtpunkt/Vestergade og Østbyparken. Og der er mere og andet på vej.

Vi har etableret et tæt samarbejde med TUC Socialøkonomisk virksomhed, der åbner nogle helt nye døre. Sammen med dem har vi etableret Dyrk Vejle Socialøkonomisk Virksomhed (forkortet Dyrk Vejle SØV) og herigennem kan vi beskæftige udsatte borgere og samtidig hjælpe f.eks. boligforeninger, hvis de ønsker at etablere byhaver på deres fællesarealer.

Det betyder helt konkret, at Dyrk Vejles aktiviteter deles op i to: Byhaverne  og Dyrk Vejle SØV. Byhaverne er fortsat en forening, og aktiviteterne her fortsætter som hidtil. Administration, beskæftigelsesindsatsen og nye initiativer som f.eks. større dyrkningsarealer, fremstilling af produkter og hvad vi nu ellers kan finde på, foregår i Dyrk Vejle SØV. Det at vi nu er en socialøkonomisk virksomhed åbner op for et tættere samarbejde med Vejle Kommune og Jobcenteret.

Sammen med TUCSØV får vi også nogle nye muligheder. På Horsensvej får vi adgang til værksteder, lagerplads og kursuslokaler, så vi nu har nogle helt nye muligheder for at tilbyde kurser, workshops og produktion.

Ånden i det hele er stadig den samme: Bæredygtighed, bynatur og plads til alle.

FÅ EN BYHAVE

Donationer?

“At få DYRK VEJLE på benene har ikke været nogen let opgave, vi kunne ikke have gjort det uden vores sponsorer”

Da vi er en frivillig forening uden fast indtægt/støtte, kan vi altid bruge lidt hjælp. Det kan være enten i form af sponsorater, støttemedlemsskab, arbejdskraft, viden eller materialer.

Vi kan f.eks altid bruge:

  • værktøj og funktionelt maskineri f.eks. plæne-
    klipper, boremaskine, buskrydder m.m.
  • pallesider, EUR-paller og træ
  • haveredskaber, især små håndredskaber
  • jord/vækstmedium
  • planter
  • grillkul
STØT DYRK VEJLE

HVAD SIGER MEDLEMMERNE?

”Jeg valgte haven, dels for at få nye venner og fritidsinteresser. Det har jeg fået plus friske grønsager og hyggelige grill aftener. Jeg er tilflytter til byen fra Sønderjylland og bor alene, men har fået en del nye venner nu.”
Birgit Frydendall
”Jeg hedder Erik og bor i Valdemarsgade. Jeg er 83 år. Jeg mistede min kone, men har fået social kontakt ved at komme i de skønne haver bag Spinderihallerne. Det første år uden en have, men i år har jeg en blomsterhave. Jeg har været med til flere af møderne, samt kommer til grill næsten hver tirsdag.
Jeg håber virkelig, at haverne vil blive og vokse. Det er allerede et samlingssted for mange.”
Erik Nielsen
”For et år siden flyttede jeg i lejlighed i Vejle. Jeg savnede min have, hvor jeg havde både blomster, buske, træer og urtehave. Jeg hørte om Dyrk Vejle og meldte mig straks ind i foreningen, og har nu startet med at have to byhaver. Jeg nyder at passe min lille have, og gå rundt og nyde alt det forskellige som folk sår og planter i deres små haver.

Det er et fantastisk åndehul i byen, en rigtig dejlig plet, en god forening med aktiviteter, et sted, hvor man møder andre og udveksler erfaringer, bytter planter, laver arrangementer om planter, dyrkning m.m. hjælper hinanden og mødes til socialt samvær.

Jeg vil gerne medvirke til, at Dyrk Vejle får endnu flere medlemmer, som vil være med til at styrke og udvikle naturen i byen.”

Joan Margrethe Bach

TAK FORDI I GØR DET MULIGT!

BLIV SPONSOR